Den gode aflevering

Der kommer mange hundeejere til mig med det problem, at deres hund ikke afleverer apporten ordentligt, og der er rigtig mange spændende udgaver af begrebet aflevering. Nogle hunde løber gerne ud, og samler pænt op, men løber så bare rundt, og vil ikke komme hen til føreren og aflevere. Andre kommer pænt hjem, men smider apporten foran føreren, og andre hunde igen vil slet ikke samle op, men løber bare ud og snuser rundt, selvom de har lokaliseret apporten.

Det er ikke hensigtsmæssigt når det er jagthunde, der skal bruges til opsamling af skudte og anskudte fugle, men der er også mange familiehunde med samme problem, der ellers bliver godt motiveret af apportøvelser.
Det siger sig selv, at hvis hunden slet ikke vil hen til føreren med apporten, så falder øvelsen lidt til jorden. Nogle tænker, at det er godt nok, at hunden lægger bolden eller dummyen foran dem, og hvis man ikke har jagtlige ambitioner er det jo rigtigt. Men hvis man skal på jagt eller til prøve med hunden, skal den aflevere til hånden, fordi de fugle hunden kommer med på en jagt ikke altid er døde. Hvis en anskudt fugl bare lægges på jorden, ja så løber den, og en fasan kan løbe rigtigt hurtigt, og kan være meget svær at finde igen. På prøver er man ude pr. omgående, hvis hunden ikke kan aflevere til hånd.

Men hvis man tænker lidt anderledes, og udruster sig med en god portion tålmodighed, er det ofte ikke så vanskeligt at få sin hund til med glæde at hente og aflevere.

De mest almindelige problemer er, at:

• Hunden løber glad og hurtigt til ud emnet – dummyen – og samler op, men fjoller rundt og kommer ikke tilbage.
• Hunden henter fint, men lægger dummyen foran føreren, i stedet for at aflevere til hånd.
• Hunden henter, men på vej hjem smider den dummyen, og går i gang med at snuse til et eller andet.

Alle tre modeller løses med næsten samme øvelse, nemlig den nogle kalder baglæns kædning, andre omvendt indlæring.

Det handler om at vende hundens oplevelse, så det ikke er det sjoveste at få fat i dummyen, men derimod at aflevere den, fordi det udløser ros og accept fra føreren.  Måden jeg gør det på, er at dele øvelsen op i delmål, for en apportering er i virkeligheden mange øvelser sat sammen. Først skal hunden blive siddende, når der bliver kastet en dummy, eller andet, indtil den får en kommando om at hente. Derudover skal hunden markere, altså noterer sig nedfaldsstedet, og først dér skal hunden sendes ud og finde og tage dummyen, for derefter at løbe lige hjem og aflevere. Det er 4 øvelser der skal sættes sammen, og hvis man tager én ad gangen, i den rigtige rækkefølge, vil Bulder langt bedre forstå øvelsen. Det vil den også, hvis man husker at den skal synes det er sjovt, for man kan ikke få et godt resultat ved at tvinge en hund til noget som helst. Når denne træning begynder, skal der ikke være kast som tidligere, for hunde er vanedyr, og det vil kun fastholde dem i de dårlige vaner, vi nu er i gang med at træne væk.

Først øves at hunden, fra hånd, får et emne i munden. Det skal helst være noget som hunden er glad for, det kan være en bold, en dummy, måske pelsdummy eller andet. Her kalder jeg det en dummy, for ikke at skulle gentage mig selv. Begynd meget gerne indenfor med hunden siddende foran. Klø den på brystet, og lok den til at tage dummyen. I det splitsekund hunden har den i munden, slippes dummyen, og hænderne klør nu hunden på begge sider af kinderne. Herved opnår man dels at hunden kan lide rosen, dels, og endnu vigtigere, at hunden ikke vil sænke hovedet og smide dummyen. Det kræver lidt øvelse og timing, men gør det jævnligt over en del dage. I den tid laver man ikke anden apportering med hunden.

Næste skridt, når hunden nu sidder fornøjet med dummyen i munden, er at gå baglæns væk fra hunden med begge hænder foran i hoftehøjde, mens man knipser lidt med fingrene. Så følger hunden med, og glemmer at smide dummyen, hvis ens timing er rigtig, men det skal selvfølgelig øves. Efter et par meter tages dummyen roligt og nedefra med begge hænder, og hvis hunden ikke vil slippe, så hold den forsigtigt i halsbåndet med den ene hånd og den anden om dummyen. Der må ikke være et træk, så sørg for at lade hånden med dummyen, som hunden stadig holder, følge med, hvis hunden trækker hovedet tilbage. Træk avler modtræk, og det skal undgås, for hvis hunden mærker modtræk, vil den ikke slippe. Sandsynligvis bliver det ikke nødvendigt, Bulder slipper sandsynligvis, når man tager fat i dummyen.

Når den øvelse sidder lige i skabet, efter en del dage, kommer det spændende. Næste skridt af øvelsen begynder med at hunden sættes foran føreren, der siger bliv, og går baglæns ca. tre-fire meter. Dummyen eller bolden kastes derefter mellem hund og fører. Opstillingen er altså nu: Hund – bold – fører på én linje. Der gives apportkommando, og i samme sekund går føreren baglæns, og laver den foregående øvelse. Hunden vil tage dummyen, og komme lige mod føreren, som bliver ved med at gå baglæns, for at modtage dummyen, stadig i bevægelse bagud. Husk at modtage nedefra og med begge hænder, grunden til at man modtager i bevægelse er for at distrahere Bulder fra at smide emnet.

Så nemt er det … Det tager noget tid og øvelse, når man ikke har prøvet det før, men når man har øvet i nogen tid, kan man igen kaste til hunden. Det vil være en god idé i starten, stadig at kaste mellem fører og hund, nu bare på længere og længere afstand. Hurtigt kan der kastes alle retninger, og hunden vil aflevere fint uden svinkeærinder, og man kan i starten støtte ved at lave hjemkald idet hunden samler op, for at distrahere den fra at finde på andre ting, end at komme lige hjem med dummyen.

Ofte er der grunde til, at hunden ikke vil aflevere. Det kan være, at man i hvalpetiden har skældt ud, og løbet efter hvalpen, når den tog en sko eller andet den ikke måtte. Så er det jo ikke en god oplevelse at komme til føreren med en apport, så har du en hvalp, der har taget en sko, så tag skoen uden skældud, og giv den noget af dens legetøj i bytte. En anden grund kan være overtræning, og for tidligt at sætte sværhedsgraden i træningen op. Hvad end årsagen er, gælder det om at liste glæden ved at aflevere – ikke finde – ind i hunden, og derfor egner disse øvelser sig både til grundtræningen og til genopretningen.