Træning og restitution

Træning og restitution

Skrevet af dyrlæge Kristina Johansen
onsdag, februar 01, 2012
Distance Dressur Fritid & skovtur Islandske heste Kørsel Military Spring Trav/galop

Når hesten trænes, ønsker vi at opbygge væv, øge kondition og udholdenhed samt forbedre hestens præstation. For at forbedre hestens form er vi nødt til at bygge lidt på hele tiden – men den svære balance er at undgå at overtræne.

Uanset om du har en hest, du rider på hyggeniveau i skoven ind i mellem, eller om du rider på top niveau, er det vigtigt at være klar over, hvornår du træner hesten indenfor dens fysiske formåen, og hvornår du passerer grænsen og træner for hårdt – overtræner. Nøglen til dette ligger dels i træningens intensitet, men også i træningens pauser.

Hvorfor træner vi?

En hests præstation afgøres både af dens naturlige evne og potentiale, og af den træning hesten får. For at hesten kan præstere optimalt, skal den være i form. I træningen forbedrer vi hele tiden hestens evne til at præstere.

Gennem træningen kan vi have forskellige ønsker. Distancerytteren fokuserer på udholdenhed og kondition, væddeløbshesten skal øge sin løbshastighed, dressurhesten skal både øge sin udholdenhed, styrke, præcision og dygtighed, springrytteren ønsker både hurtighed, præcision, styrke, lydighed, smidighed og udholdenhed. De fleste ønsker at øge den tid, der går, før hesten bliver træt og at mindske risikoen for muskelnedbrydning pga. træning. Alle ønsker at bevare hestens lyst til at arbejde.

Forskellige væv trænes på forskellig måde. Hjerte og lungers kapacitet (”kondition” ) og muskelvæv opbygges forholdsvis hurtigt, mens sener, led og knogler tager flere år for at opnå fuld styrke.

Fokuseret kontra varieret træning

De fleste trænere ønsker at forbedre hesten på flere af ovenstående punkter i større eller mindre grad. Det er vigtigt at skræddersy træningen, så der er fokus på de rigtige ting. Men ofte kan en varieret træning være med til at forebygge skader og øge hestens generelle færdigheder, fordi man undgår at stresse de samme væv dag efter dag på en monoton måde. Det kan også være med til at holde hesten glad. Et eksempel kan være at give dressurhesten en lang skridttur i terrænet for at give kondition, vænne hesten til at forholde sig til ”farlige” ting, og for at give den bedre finmotorik (hvis man rider på skiftende underlag). Et andet eksempel kan være at tage springhesten ud i terrænet til bakketræning (”op ad bakke arbejde”) for at øge styrke og kondition, uden at belaste hestens forben så meget som under springtræning. Det kan være at ride løsgørende dressur på distancehesten for at give bedre løsgjorthed og øve halve parader for at give bedre lydighed, kontrol og selvbæring.

Hvorfor bliver hesten træt?

Når hesten bliver træt, skyldes det ofte en ophobning af mælkesyre i muskler og blod.

Når arbejdet intensiveres, kan den aerobe forbrænding(forbrænding med ilt) ikke følge med, og forbrændingen går over på såkaldt anaerob forbrænding(forbrænding uden ilt). Ved denne proces dannes mælkesyre. Mælkesyre er et affaldsprodukt, og ophobning af mælkesyre medfører nedsat muskelfunktion og derved nedsat præstationsevne. Ved store mængder mælkesyre eller gentagne påvirkninger er der risiko for muskelskader og nyreslag.

Hvad betyder det i praksis?

Jo hurtigere og mere intenst arbejdet er, desto hurtigere går hesten over på anaerob forbrænding.

Vi kan gennem træning forbedre hestens præstationsevne, således at der går længere tid, før den bliver træt. Vi kan gennem fodring hjælpe til at sikre, at hesten har fyldt sine glykogendepoter og dermed øge tiden der går, før de bruges op. Vi kan også gøre den bedre til at udnytte den aerobe forbrænding.

Det er vigtigt at vide, hvornår ens hest begynder at gå over på anaerob forbrænding, og hvornår ophobningen af mælkesyre sker. Det kan godt snyde. F.eks. kan en dressurrytter, der træner intensivt og arbejder med en svær øvelse, opleve, at hesten slår fra og stritter imod. Er det så fordi hesten er ”dum”, eller er den ved at blive træt? Hvis hesten reelt er ved at blive træt og oplever en ophobning af mælkesyre, er der kun en ting for rytteren at gøre. Skridt hesten, så mælkesyren kan transporteres væk, og trav evt. lidt løsgørende, før rytteren fortsætter øvelsen. Man kan herefter ofte genoptage træningen af øvelsen og få et bedre resultat, fordi hesten har fået en chance for at restituere sig.

Når der ophobes mælkesyre i krop og blod gør det ondt. Udover de fysiske skader kan det også påvirke hesten psykisk. En hest, der gentagne gange oplever træning over syregrænsen, kan blive bange for smerten og vægre sig ved at arbejde næste gang den tages i ridning. Dette ses f.eks. ved ungheste, der trænes for hårdt eller for intenst eller begge dele: sådan en hest mister lysten til at arbejde og bliver let stemplet som vild, dum eller uregerlig. Måske trapper man endda træningen op for at køre den ”træt” – det er ikke hensigtsmæssigt og gør kun problemet værre.

Hvordan forebygger vi skader?

Når hesten bliver træt, er der betydeligt større risiko for skader. Finmotorikken rammes og hesten snubler lettere. Når musklerne, der støtter led og sener, bliver trætte, øges risikoen for led og seneskader betydeligt. Risikoen for skader på selve musklerne øges også. Vi skal desuden huske at det tager lang tid at opnå fuld styrke i de ”hårdere” væv som sener, led og knogler.

Vi skal hjælpe hesten så godt som muligt til at klare de udfordringer den stilles overfor:

  • Kend hestens træningsgrad: Hvor meget kan du byde hesten, før den bliver træt
  • Har du styr på de ”hårde” væv: knogler, led og sener
  • Vær opmærksom på tegn fra hesten: Symptomer på begyndende træthed kan være øget puls, øget vejrtrækningsfrekvens, uvillighed til at arbejde og manglende koncentration. Hesten snubler.
  • Sørg for at hesten drikker godt og er dækket ind med elektrolytter. Allerede ved let dehydrering nedsættes arbejdsevnen betydeligt – fordøjelsen nedsættes, affaldsprodukter som mælkesyre transporteres mindre effektivt væk fra musklerne, iltningen af blodet nedsættes osv.
  • Skræddersy foderplanen til arbejdets type
  • Sørg for at lægge pauser ind i træningen, hvor hesten kan komme sig/restituere. Dette gælder både i det enkelte træningspas, men også i træningsplanen som sådan. Læg ikke to dage med hårdt arbejde efter hinanden. Dagen efter hårdt arbejde bør du lave lettere arbejde, og efter meget hårdt arbejde og stævner, bør du lægge flere dage ind med restitutionsarbejde (gerne skridtture, skridt for hånd eller andet). Læg ikke flere fridage efter hinanden, idet det øger risikoen for nyreslag, og har hesten fri, så husk at justere foderet herefter – især skal vi undgå for meget stivelse.
  • Men pauser kan også blive for lange! Efter længere pauser skal træningen tilpasses. Allerede efter få fridage mister hesten lidt af sin hurtighed og koordinationsevne. Efter en eller to uger kan man se en smule fald i konditionen, og efter lidt længere tid begynder der at være tab af muskelmasse. Efter lange pauser (måneder til år) begynder knogler, led og sener at miste styrke.

Sørg for at hesten har energi til at gøre det, du beder den om. Hvordan du tilfører denne energi afgøres som nævnt af arbejdstypen:

  • Primært aerobt? Lav, ofte længerevarende, arbejdsintensitet, hvor iltforsyningen kan ”følge med” (f.eks. langdistanceheste)
  • Primært anaerobt? Høj, ofte kortvarig, arbejdsintensitet hvor ilten opbruges hurtigt – f.eks. væddeløbsheste
  • En kombination – f.eks. dressur, spring, military

Man kan sige, at ved det korte og intensive arbejde får man en masse energi hurtigt, men prisen er ophobningen af mælkesyre og højt glykogenforbrug. Ved lavere intensitet kan hesten arbejde meget længere, fordi kroppen har store fedtreserver, der kan fungere som langvarig energikilde – og samtidig undgår man den skadelige effekt af mælkesyren

Ved en kort og intensiv præstation har musklerne behov for større mængder energi fra kulhydrater– dette får hesten primært fra stivelse, for eksempel fra korn. Hvis arbejdet derimod er af lavere intensitet og kroppen kan følge med på aerob forbrænding, kan musklerne også arbejde på fedtsyrer fra fedt og fordøjelige fibre, for eksempel fra olie og grovfoder (hø/wrap), hvilket udsætter bruget af glykogen. Man kan faktisk forbedre hestens evne til at udnytte olie og fibre som energikilde, og dermed mindske glykogenforbrændingen og ophobningen af mælkesyre. Ved at have en høj andel af grovfoder og olie i foderplanen, øges hestens evne til at udnytte fedt som energikilde, og dermed spare på glykogenet. Ved samtidig at forbedre hestens kondition og styrke kan man udsætte det øjeblik, hvor hesten går over på glykogenforbrænding og på den måde udsætte ophobning af mælkesyre – og den nedsatte muskelfunktion og træthed, der deraf følger.

Stivelsesholdigt foder kan dog være gavnligt, hvis hesten har brug for ”hurtig energi” idet det hjælper til med at fylde glykogendepoterne. Balancen mellem stivelse, fibre og fedt bør tilpasses hestens arbejdstempo. Jo hurtigere hesten arbejder, jo mere har den brug for stivelse.

Især efter arbejde, hvor glykogendepoterne er tømt og blodsukkeret er lavt, er det vigtigt, Efter hårdt arbejde kan det tage flere dage at få glykogendepoterne fyldt igen, så det er vigtigt at tage hensyn til dette og give hesten den nødvendige pause fra hård træning. Let motion f.eks. skridtture og fold, kan være med til at få mælkesyren ud af kroppen og undgå stive led og muskler. Udover godt grovfoder kan man i tiden efter hård træning fodre med hyppige, små, stivelsesholdige måltider for at få blodsukkeret hurtigt op igen og få fyldt glykogendepoter. Denne restitutionsperiode er vigtig for at undgå skader og sikre sig, at hesten er klar til næste udfordring! 

Denne artikel blev bragt første gang i Brogaardens Nyhedsbrev 2012.

Vil du vide mere?

Udover at handle om fodring af præstations heste, indeholder Foderbogen også kapitler om fodring af nøjsomme heste, avlshopper, ungheste og meget mere. Derudover er 3. udgave (udgivet 2013) af Dyrlæge Nanna Lutherssons "Den Store Foderbog" opdateret med den seneste viden særligt omkring forfangenhed, EMS (Equine Metabolic Syndrome) og Cushings syndrom.

Bogen er skrevet til alle hesteejere og personer med indflydelse på fodervalg til heste. Nanna skriver letforståeligt og formidler selv svært stof på en både interessant og brugbar måde.