Lucerne

Lucerne

Skrevet af Brogaardens Fodringsrådgivning
mandag, november 04, 2019
Fodring generelt Fritid & skovtur Grovfoder Heste

Mange hesteejere bruger lucerne til deres heste, og i Brogaardens Fodringsrådgivning anbefaler vi også lucerne til de fleste heste. Men hvad er lucerne, hvilke fordele/ulemper skal man være opmærksom på og er det velegnet til netop din hest?

 

Hvad er lucerne?

Lucerne er en plante, der tilhører bælgplantefamilien. Den har en kraftigt og dybdegående rodnet, som gør at planten har et højt mineralindhold.

Lucerne bliver typisk snittet og ovn-tørret, da der ellers vil være et væsentligt tab af bladmaterialet, som indeholder en del af næringsstofferne. Ved tørringsprocessen dør eventuelle svampesporer, mens næringsværdien bibeholdes, hvilket også medvirker til en relativ lang holdbarhed.

Lucernehø eller ensileret lucerne er også begyndt at blive brugt i Danmark, som alternativ til almindeligt tørret hø eller wrap. Dette kan være velegnet til avlsdyr, der har et højt energi-behov. Til de fleste rideheste og nøjsomme heste/ponyer vil lucernehø eller -wrap indeholde for meget energi (kalorier) og protein. Herved kan man ikke tildele den anbefalede minimumsmængde grovfoder, der er 1,5-2 kg hø/wrap (i tørstof) per 100 kg hest per dag, uden at hesten /ponyen bliver for tyk. Har man en nøjsom hest/pony, er det derfor bedre at bruge et mere velegnet grovfoder, som ikke har et højt indhold af energi (kalorier).

Ved fodring af heste bruges lucerne ofte som snittet og kunsttørret blandet med lidt olie og/eller melasse. Melasse og/eller olie tilsættes for at binde den smuldrende del til stråene, da planten, især bladene, har tendens til at smuldre under tørringsprocessen. Lucerneplanten kan indeholde en del bitterstoffer, hvorfor ikke alle heste vil spise lucerne kun tilsat olie. Man kan også tildele lucerne i form af grønpiller, men her vil man ikke få en væsentlig effekt mht. øget tyggetid.

Fordele og ulemper ved lucerne

Højt indhold af energi og fordøjelige fibre - Lucerne har et højt energi-indhold, som skyldes det høje indhold af fordøjelige fibre. Hesten er en planteæder, og er udviklet til at spise og fordøje plantefibre. I naturen vil hesten bevæge sig meget og indtage mindre mængder fiberrigt foder i mange timer (ca. 16-18 timer) over døgnet. Dette er i stor modsætning til, hvordan de fleste heste holdes om vinteren. Her står de typisk på stald i mange timer og får få, men store måltider samt begrænsede mængder grovfoder (hø/wrap).

Ved at tildele lucerne i krybbefoderet, reducerer det behovet for korn i den daglige fodermængde, samtidig med at tildelingen af fibre øges. Lucerne har et energi-indhold svarende til havre, dvs. energien i 1 kg lucerne svarer til 1 kg havre, dog kommer energien i lucerne fra fordøjelige fibre og ikke stivelse. Et højt indhold af fibre fra bl.a. hø, wrap og lucerne i den daglige foderplan medvirker til en bedre fordøjelse ved at stimulere tarmbevægelserne.

Højt indhold af Protein og Lysin

Proteiner er opbygget af en række aminosyrer, hvor hesten selv kan danne de fleste ved hjælp af mikroorganismerne i stortarmen (ikke-essentielle aminosyrer). Lysin er en af de aminosyrer, som hesten ikke selv kan danne (essentiel aminosyre) og derved skal have tilført gennem foderet. Lucerne har et naturligt højt indhold af bl.a. lysin, hvorfor lucerne også er velegnet til at understøtte muskelopbygning.

Højt indhold af mineraler og vitaminer

Lucerne har et højt indhold af mineraler pga. det dybdegående rodnet. Specielt kalciumindholdet (Ca) i lucerne er højt, men det påvirker ikke nødvendigvis optagelsen af fosfor (P), selvom Ca:P forholdet kommer op på 2-2,5 (normalt anbefales et Ca:P forhold på 1,5-2,0). Meget af kalciumet fra lucernen er bundet til proteiner og optages sammen med proteinet, hvorved optagelsen af fosfor ikke påvirkes.

Lucerne planten har et også højt indhold af vitaminer - specielt beta-karoten (forstadie til vitamin A), Vitamin E og biotin. Beta-caroten er vigtig i forbindelse med frugtbarhed hos hopper og hingste, Vitamin E er vigtigt for muskelfunktionen og - udvikling, og biotin er vigtig for dannelsen af en god hovkvalitet. Indholdet af disse vitaminer er højt efter høst, men falder gradvist i løbet af efteråret. Derfor kan man ikke medregne vitaminer fra lucerne midt - sidst på vinteren, da indholdet her ikke er væsentlig højt.

Øget beskæftigelse, tyggetid og stabilt miljø i maven

Ved at blande snittet lucerne med krybbefoderet vil det forlænge tyggetiden, give en bedre beskæftigelse og en bedre mæthedsfornemmelse. Dette kan være hensigtsmæssigt til bl.a. nøjsomme heste, som får forholdsvis små fodermængder i krybben.

Den øgede tyggetid giver en øget spytproduktionen, da heste - i modsætning til mennesker - kun danner spyt, når de tygger. Spyt indeholder bicarbonat, som hjælper til at stabilisere miljøet i maven. Hvis lucerne er i pilleform, og evt. skal opblødes får man ikke samme effekt af den øgede tyggetid og spytproduktion i forhold til brug af snittet lucerne. 

Gamle heste med lever- og nyreproblemer

Lucerne bør ikke bruges til gamle heste og heste med nedsat lever- og nyrefunktion pga. det høje indhold af protein og kalcium, som kan belaste lever og nyrer. Hvilke heste kan det bruges til? Lucerne er velegnet til de fleste typer heste f.eks.

  • Avlsheste: har et forøget behov for proteiner, energi og kalcium.
  • Føl og plage
  • Rideheste: har et højt energibehov, hvor lucerne tilfører kalorier.
  • Heste med tendens til stress/nervøsitet
  • Nøjsomme heste: Kan bruges i stedet for korn eller tilskudsfoder og i stedet opblandes med en vitamin/mineralblanding som f.eks. Optimal nr.1 Growth Balancer
  • Heste/ponyer der skal have foder med lavt sukker/stivelsesindhold: Lucernen indeholder ikke sukker/stivelse. Nogle typer lucerne indeholder melasse, men ofte er mængden af melasse så lille, at det ikke betyder noget i den daglige mængde foder.

Brogaardens Lucerne Mix

Brogaardens Lucerne Mix, er en topkvalitets fiberblanding uden melasse - tilsat hørfrøolie.Den består af snittet lucerne og ovntørret snittet græs, for at give en god smag. Brogaardens Lucerne Mix er tilsat 10% olie - både den traditionelle sojaolie samt hørfrøolie, som bidrager til et øget indhold af Omega 3 fedtsyrer.

Hartog Lucerne Mix

Hartog Lucerne Mix består af snittet lucerne, grøn-høstet havre (som er slået før skridning) og kløver, hvilket giver en lidt anden smag i forhold til ren lucerne samt et ensartet produkt hele året. Hartog Lucerne Mix er et naturligt produkt, dyrket for at få det bedste fra planterne. Det er tilsat lidt melasse (5 %) og olie (5 %), da bladene på lucerneplanten ellers kan have tendens til at smuldre. Indholdet af melasse er dog så lille, at det ikke betyder noget i den samlede foderplan. Hartog Lucerne Mix er frit for støv.

Hartog Lucerne Mix Digest

Hartog Lucerne Mix Digest er en høj-kvalitets fiberblanding bestående af snittet lucerne, græs og grøntsager og er sammensat for at understøtte en sund og velfungerende fordøjelse hos hesten samt være et lækkert supplement til det daglige foder. Hartog Lucerne Mix Digest indeholder POWERSTART ®, som understøtter en sund mave og tarm via understøtte stærke slimhinder og veletableret mikrobiota, der tilsammen øger absorptionen af næringsstoffer

 

Alfalfa Oil Plus

Topkvalitets lucerneblanding tilsat olie. Alfalfa Oil Plus er en fiberblanding med højt energi-, protein- og kalciumindhold og er velegnet til de fleste heste. Alfalfa Oil Plus består af snittet lucerne, piller og rapsolie. Pillerne i produktet er bladdelene fra lucernen, som er presset til piller, da lucernebladene har tendens til at smuldre under tørringsprocessen. Herved kan man bibeholde den gode næring fra bladdelene uden at det virker støvet eller smuldret.

 

Skrevet af Brogaardens fodringsrådgivning, Nov. 2019.