Hvorfor er nogle heste ”nemme” at fodre på?

Man kender det måske fra sin egen hest – den tager nemt på i vægt, selvom man giver den praktisk talt intet foder. Selvom disse heste er ”nemme” at fodre på, fordi de ikke skal have så store fodermængder, er det en konstant udfordring at fodre disse heste så de får alle de vigtige næringsstoffer, uden at de bliver for tykke. Men hvorfor har nogle heste nemt ved at blive for tykke? Og ikke mindst – hvad kan man gøre?

Det er vigtigt at holde hesten i en tilpas foderstand for at understøtte dens generelle sundhed og trivsel, præstationen og reducere risikoen for forskellige ernæringsmæssige ubalancer, der kan føre til sygdomme som bl.a. forfangenhed. Her skal man skelne mellem om hesten er vommet eller om den reelt er for tyk. Overvægtige heste har typisk fedtdepoter på ribbenene, ved skulderen og haleroden samt på nakkekammen. Som retningslinje skal man på en udvokset hest kunne mærke de bagerste ribben med flad hånd – hvor der selvfølgelig er taget højde for vinterpelsen. Heste bliver typisk vommede af store mængder halm/frøgræshalm, massiv ormeinfektion eller store mængder græs – hesten kan derfor godt være vommet uden at være for tyk. 

Hvorfor har nogle heste nemt ved at tage på?

Der kan være flere årsager til hesten nemt tager på:

Overskud af kalorier:
Ligesom hos mennesker – hvis man indtager flere kalorier end man forbrænder, vil man tage på i vægt - det samme er gældende for heste. Hos heste er det dog typisk et for stort indtag af sukker fra græs og stivelse fra korn/kornrige produkter, som gør at de tager på. Dog kan nogle heste nemt blive tykke, selv ved små mængder græs/korn. Hos disse heste bliver man nødt til at reducere eller evt. helt undgå græs og/eller korn.

Genetik:
Nogle heste er udviklet til at overleve i et sparsomt miljø, hvor der er meget føde om sommeren, men sparsomt med foder om vinteren. Ude i naturen vil disse heste derfor omdanne overskydende energi om sommeren til fedtdepoter. Disse virker dels isolerende mod kulden om vinteren, og dels som et energidepot, som de kan tære på, når fødemængden ikke er tilstrækkelig. Dette er bare ikke et problem i Danmark, hvor vi jo sørger for hestene får tilstrækkeligt med føde hele året. Nogle heste kan desuden have tendens til insulin-resistens, svarende til type 2 eller gammelmandssukkersyge hos mennesker. Insulin er et hormon kroppen udskiller, når man spiser et sukkerholdigt måltid, og som sørger for at transportere sukker fra blodet ud til cellerne, som bruger sukkeret som energikilde. Hos heste (eller mennesker) med insulin-resistens virker hormonet ikke så godt, og en del af sukkeret vil -i stedet for at blive transporteret til cellerne - blive omdannet til fedtdepoter. Dette kan blive en selvforstærkende effekt – jo tykkere hesten bliver, jo dårligere vil insulin virke i kroppen, og jo mere sukker vil blive omdannet til fedt. Heldigvis kan man få vendt denne proces ved motion og holde hesten i en tilpas foderstand.

Motion:
Har hesten nemt ved at tage på, er det ikke altid nok at justere kosten alene. Ligesom hos mennesker, skal hesten motioneres regelmæssigt for at holde den i tilpas foderstand. Det er ikke tilstrækkeligt bare at lukke hesten på fold, da de nøjsomme heste typisk vil bruge meget tid på at spise frem for at motionere.

Appetit:
Heste, som nemt tager på, har typisk en stor appetit, og spiser nærmest hele tiden uden pauser. Herved kan de nå at indtage forholdsvis store mængder foder på kort tid.

Uanset årsag må man aldrig sulte en overvægtig hest, da man kan risikere hyperlipæmi dvs. store mængder fedt i blodbanerne og omkring organerne – også kendt som fedtlever. Dette sker fordi kroppen opdager, at den mangler energi, og så frigiver de energireserver den har opkagret i fedtvævet. Man risikerer at der bliver frigivet mere fedt end leveren kan nå at omdanne til brugbar energi for kroppen, og det fedt der er i "overskud" bliver så oplagret i leveren, omkring organer og andre steder, hvor det skaber problemer. Dette har en meget høj dødelighed, så i stedet for at sulte heste, skal man fokusere på at bruge velegnede fodermidler i afpassede mængder og motion. 

Hvad kan man så gøre?

Hesten har fra naturen side nogle behov, som skal opfyldes, for at undgå fordøjelsesproblemer. Det kan være en udfordring hos en nøjsom hest, men det kan lade sig gøre:

1. Hesten skal have tilstrækkelige mængder grovfoder (hø/wrap): 
Den anbefalede minimumsmængde er 1,75-2 kg hø/wrap per 100 kg hest. Denne mængde er nødvendig for at sikre hestens behov for fordøjelige fibre og sikre en sund og velfungerende fordøjelseskanal. Dette svarer i praksis til ca. 9-10 kg hø/wrap til en hest på 500 kg. Halm og frøgræshalm kan bruges som et supplement til hø/wrap, da nøjsomme heste typisk ikke kan tåle at have fri adgang til hø/wrap. Da fibrene i halm og frøgræshalm er svært for hesten at fordøje, bør man ikke bruge halm og frøgræshalm som erstatning for hø/wrap.

2. Hestens behov for protein, vitaminer/mineraler skal dækkes: 
Selvom hesten nemt tager på i vægt, skal den stadig have alle de vigtige vitaminer, mineraler og protein for at opretholde sundheden, god hovkvalitet og et velfungerende immunforsvar. Brug derfor et fuldt dækkende vitamin/mineraltilskud eller et tilskudsfoder, hvor hesten kan få den anbefalede mængde uden at blive for tyk. Hvis hesten ikke kan tåle at få den anbefalede mængde foder, kan man supplere med et vitamin/mineraltilskud, som skal afbalanceres, så hesten får de korrekte mængder. Alternativt skal foderet ændres til et andet og mere velegnet produkt, hvor hesten kan få den anbefalede mængde uden at blive for tyk.

3. Fiberrige foderprodukter:
Får hesten meget lidt foder i krybben, virker den meget sulten eller kan den tåle at få lidt mere foder, kan man bruge fiberrige foderprodukter såsom lucerne, Speedi-beet/Fibre-beet/roepiller (alle tre SKAL opblødes i vand!). Ved at bruge fiberrige foderprodukter i stedet for korn, øger man ”mængden”/volumen i krybben, øger beskæftigelsen og tyggetiden samtidig med det generelt giver en bedre mæthedsfornemmelse.

4. Motion: 
Som tidligere nævnt kan foderet alene typisk ikke holde hesten i tilpas foderstand. Derfor er det vigtigt gradvist at øge mængden af motionen af hesten og motionere den regelmæssigt for at øge forbrændingen.

5. Pas på græsset:
Græs har generelt et meget højere energi- og sukkerindhold pr. kg tørstof i forhold til hø, hvilket stimulerer dannelsen af fedtdepoter. Har hesten nemt ved at tage på, bliver man derfor nødt til at begrænse tiden og/eller adgangen til græs. Det er bedre at kunne tildele hesten lidt mere hø/wrap, som giver mere beskæftigelse og mæthedsfornemmelse i stedet for en times græs. Hvor meget græs den enkelte hest kan tåle, er helt afhængig af dens foderstand og brug. 

Ref.: Luthersson, N. (2013): Den store Foderbog. Brogaardens Forlag, 3.ed.