Overvægt

Overvægt

Skrevet af Brogaardens Fodringsrådgivning
fredag, marts 24, 2017
Foderstand Heste Overvægt

Kalenderen siger forår og vejret er godt, hvilket betyder at mange genfinder ride glæden efter en lang vinter med mørke, kulde og hyggelige ekstra måltider til vores kære heste, som også skal forkæles i den kolde tid. Der kan være mange årsager til at hestene er blevet lidt runde henover vinteren, men det er ikke særligt sundt for dem og vægttab er nødvendige.

Der er flere tegn på overvægt:

  • Man kan ikke mærke de bagerste ribben
  • Hård fedt kam på oversiden af halsen
  • Hjerteformet bagpart (set bagfra)
  • Store fedtdepoter på bagparten, således at hoftehjørnerne forsvinder

Det er vigtigt at være opmærksom på at en stor mave IKKE er tegn på, at hesten er overvægtig, hvis man kan mærke ribbenene! – Dette er snarere tegn på at hesten er vommet, hvilket der kan være andre årsager til (f.eks. for stor mængde halm, orm eller lign.).

Der kan være flere årsager til at hesten er for tyk, hvilket man skal være opmærksom på, når hesten skal tabe sig. Det kan være en eller flere sammenfaldende faktorer som f.eks. græsmængden, for meget foder, manglende motion eller måske er hesten nøjsom og har tendens til at være for tyk. Ved at klarlægge årsagen til overvægten, vil det ofte hjælpe til at få hesten til at tabe sig.

Uanset årsag, belaster overvægten helbredet:

  • Hjerte og kredsløbet belastes.
  • Leddene belastes, hvilket øger risikoen for skader.
  • Forøget risiko for andre følge sygdomme f.eks. forfangenhed.
  • Hvis en drægtig hoppe er overvægtig, kan det give folingsproblemer, nedsat mælkeproduktion og problemer med at få hesten i fol igen.

Hvordan skal hesten/ponyen så tabe sig?

Ligesom med mennesker gælder det om at reducere kalorieindtaget og/eller øge motionsmængden, hvor kombinationen giver den bedste effekt. Dog er det vigtigt, at vægttabet sker gradvist og kontrolleret, da hesten/ponyen ellers kan risikere en ophobning af fedt i blodbanerne og specielt i leveren og nyrerne (Hyperlipæmi). Ved tiltagende ophobning af fedt i lever og nyre nedsættes funktionen af organerne, hvorved risikoen for organsvigt øges. Derfor er det vigtig, at en overvægtig hest ikke bare sultes!

Da hesten spiser ca.16-18 timer i døgnet bør den have adgang til en begrænset mængde hø eller wrap- gerne sent høstet - svarende til 1,5-2 % af kropsvægten (normalvægt)/dag og evt. mindre mængder halm. Hvis hesten ikke har adgang til stråfoder i flere timer forøges risikoen for mavesår og sandkolik, da den ofte vil begynde at æde sand/jord i stedet. Det er vigtigt at begrænse adgangen til græs uanset årstid og i stedet bruge sent høstet hø/wrap, da græs ofte har et højere energi- og sukkerindhold pr. kg tørstof.

Derudover bør hesten/ponyen tildeles en kaloriefattig foderblanding, således at dens behov for vitaminer og mineraler bliver dækket, uden at den får for mange kalorier. Optimal 1 Growth Balancer eller Optimal 5 - Leisure Diet kan tildeles afhængig af kaloriebehovet, eller en ren vitamin/mineralblanding som f.eks. Daily- eller Performance Vitamins & Minerals. Hvis hesten/ponyen ikke rides i hurtigt tempo, har den ikke brug for hurtig energi fra korn (stivelse). Derfor kan korn og kornprodukter med fordel erstattes med opblødte roepiller f.eks. Speedi-Beet/Fibre-Beet eller Brogaardens Mash Light, som har et lavt indhold af sukker, stivelse og kalorier (Alle tre skal opblødes i vand!) eller lucerne f.eks. Brogaarden/Hartog Lucerne Mix, hvor hesten tildeles flere fibre i stedet for stivelse. Ved at tildele hesten fibre i stedet for korn (stivelse) får den også en bedre mæthedsfornemmelse.

Udover at ændre foderet bør hesten også motioneres regelmæssigt. Hvis hesten er meget overvægtig eller i meget dårlig kondition, skal man starte langsomt op med motionen for at reducere risikoen for skader. Skridtture med eller uden rytter er ofte et godt udgangspunkt. I takt med at hesten taber sig og får en bedre kondition, kan motionsmængden gradvist øges.

Ref.: Luthersson, N. (2013): Den store Foderbog. Brogaardens Forlag, 3. ed