Information om fugle og fjerkræ

Kategorier

Nyheder

Fodring af havens fugle

Fodring af havens fugle

Skrevet af Dyrlæge Lina Knuth-Winterfeldt
mandag, maj 06, 2019
Aktuelt Havens fugle

Vi har forskellige begrundelser for at fodre vores havefugle. Nogle af os gør det fordi fuglene er hyggelige og afstressende at se på. Andre af os gør det ud fra den betragtning at vi gerne vil hjælpe dem. Uanset årsagen, bør vi gøre det på en måde, der gavner mest muligt.

Vi har en tendens til at fodre fugle i vintermånederne (oktober til april). Fodermangel kan dog opstå på andre tidspunkter. Ved at fodre hele året rundt giver vi fuglene en bedre chance for at overleve, hvis der skulle opstå fodermangel.

Efterår og vinter for havens fugle

I de kolde vintermåneder har fuglene behov for foder med et højt energiindhold (højt fedtindhold), til at vedligeholde deres fedtdepoter når der er frost. Eksempler på dette er mejsekugler, hampefrø, solsikkefrø og jordnødder.

På denne årstid er det vigtigt at sætte foder og vand ud regelmæssigt. Forsøg at fodre 2 gange dagligt, hvis muligt, især i barskt vejr. Prøv at bevare en ensartet foderrutine, da fugle tilpasser sig fodringstiderne og dermed deres besøg på dit foderbræt, og undgår at bruge dyrebar energi på fodersøgning. Det er især vigtigt at fodre tidligt om morgenen, da det er her de fleste fugle søger foder.

Forår og sommer - hvad spiser fugleunger?

I løbet af sommermånederne har fugle behov for proteinrigt foder, især mens de er i fældning/fjerskifte, samt i ynglesæsonen. Knuste nødder og frø kan udgøre en proteinerstatning for redeunger i sommerperioder med kulde og regn, hvor insekter er vanskelige at skaffe. Blandt andet hampefrø og kanariefrø har et højt proteinindhold. Det er vigtigt at foderet er egnet til yngel, ellers risikerer du at gøre mere skade end gavn. Undgå at fodre med hele løse jordnødder og fedt i løbet af sommerhalvåret, så ynglen ikke kvæles når de fodres af deres forældre. Hvis man fodrer med jordnødder om sommeren, kan man evt. bruge en trådfodringsautomat, så fuglene er nødt til at hakke dem i små stykker for at få fat i dem.

Hvad kan fugle ikke tåle?

Kommercielt tilgængelige fodertyper til fodring af havens fugle er ofte baseret på billige og let tilgængelige frøsorter. Nogle af disse er ernæringsmæssigt ufuldstændige (indeholder typisk for meget fedt, og mangler vitamin A og D, samt calcium). Da vi ikke ved, hvor stor en bestanddel af deres daglige indtag vores fodring udgør for vildfuglene, er det vigtigt at vi giver dem foder af god kvalitet, så vi ikke gør skade.

Midlertidig fodermangel kan ske på en hvilken som helst årstid. Hvis det sker i ynglesæsonen, kan ekstra foder gøre en stor forskel for ynglens overlevelse.

Fugle yngler i perioder, hvor de bedst kan udnytte naturligt tilgængeligt foder. Solsorte spiser regnorme. Musvitter, blåmejser og bogfinker spiser larver. Hvis vejret pludseligt bliver koldt i løbet af foråret eller sommeren, så kan der opstå en alvorlig mangel på insektfoder. Hvis vejret bliver usædvanligt tørt, vil jorden blive hård, og fuglene kan ikke komme i jorden efter regnorme. Fodermanglen kan afhjælpes med insektblandinger og proteinrige foderblandinger.

Undgå desuden at fodre med gammelt, muggent foder. Svampe og svampetoksiner kan påvirke fuglenes vækst, give leverskader, og i værste fald være dødeligt. Brug altid foder af høj kvalitet, og undlad at foderrester hober sig op omkring fuglefoderbrættet.

Hvad spiser en solsort, og hvad spiser en due?

Nogle fugle spiser insekter, og andre spiser frø. Her er en lille, men ikke komplet, oversigt over hvad vores mest almindelige havefugle spiser. Oftest foretrækker de mejsekugler med højt fedtindhold og frøblandinger med en stor andel fede solsikke- og hampefrø, samt nødder og rosiner. Undgå foderblandinger med meget majs, hirse og korn, da der er for meget spild.

  • Stillits, grønirisk, gulspurve – små frø som Nigerfrø.
  • Grønirisk, musvitter, blåmejser, bogfinke, dompap – solsikkefrø (evt. afskallede), hampefrø
  • Spurve, duer, fasaner – store korn, knækket hvede, knækket havre
  • Rødhals, drosler – melorme og levende foder
  • Spætter, stære, mejser – fedtkugler og jordnødder
  • Drosler, silkehaler – nedfaldsfrugt

Frisk vand er også vigtigt, især for de frøædende arter, da deres diæt ikke indeholder meget væde. Vand er også vigtigt om vinteren, og så har det den bonus, at der ses flere fugle i haven.

Hygiejne af fodringsautomater og foderbrætter

Det er en vigtig del af rutinen, for dig, der fodrer i haven, at holde foderbrættet rent. Ved at fodre, opfordrer vi mange fugle til at dele det samme lille område. Herved kan det risikeres at der overføres smitte, i form af diverse virus og bakterielle sygdomme, f.eks. findes der spurvekoppevirus, trichomonas, og salmonella. Derfor bør fodringsautomater og fuglebade renses regelmæssigt med varmt sæbevand, og skylles grundigt. Afføring skal fjernes, og undgå at vådt eller muggent foder ophobes.

Placering af foderbrættet

Ud over at vælge det rigtige foder, er det også vigtigt at vælge det rigtige sted at fodre fuglene. Nogle fuglearter, f.eks. jernspurve og gærdesmutter, undgår helt foderbræt og foderautomater. Mejser plejer at finde foderet, uanset hvor det placeres. Man kan evt. strø smuldrede fedtbolde og frø under buskads, så fuglene har et gemmested mens de spiser. Fedtblandinger kan mases ind i revner og sprækker i bark til træløbere, spætmejser og spætter.

Placér foderbrættet et sted, hvor der er åbent og udsyn, så fuglene kan føle sig sikre, mens de holder øje med potentielle fjender, som spurvehøge og katte. Det er også bedst at have foderbrættet et sted, hvor der er ro, f.eks. i baghaven, frem for ud mod en trafikeret vej. Hvis du kan se foderbrættet fra dit stuevindue, får du også fornøjelsen af at kunne betragte fuglene.

 

Link til vildtfuglefoder:

Se hele vores udvalg i vores webshop HER

Mangler du noget, som ikke var på vores webshop? Så kontakt Brogaardens butik i Hørsholm, som har et endnu større sortiment end vi har på webshoppen.

 

Kilder:

Provision of supplementary food for wild birds may increase the risk of local nest predation. Hugh J Hanmer, Rebecca L Thomas, Mark D E Fellowes. Published 26 October 2016. Ibis – International Journal of Avian Science. https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/ibi.12432

Urban Bird Feeding: Connectin People with Nature. Daniel C T Cox, Kevin J Gaston. PLoS One. 2016 Jul 18;11(7):e0158717. doi: 10.1371/journal.pone.0158717. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4948881/

Health hazards to wild birds and risk factors associated with anthropogenic food provisioning. Becki Lawson, Robert A Robinson, Mike P Toms, Kate Risely, Susan MacDonald, Andrew A Cunningham. Published 12 March 2018. The Royal Society Publishing: Biological Sciences

https://royalsocietypublishing.org/doi/full/10.1098/rstb.2017.0091

The Woodland Trust. www.woodlandtrust.org.uk. Feeding wild birds: what, how, when and why. Amy Lewis. 22 Feb 2018.

Dansk Ornitologisk Forening dof.dk

The Royal Society for Protection of Birds. www.rspb.org.uk