FAQ


Min hest har tendens til at blive forfangen. Hvordan skal jeg græsse den ind?

Hvis hesten har været forfangen pga. foder/græs, skal man være meget varsom med at lade hesten få græs. Det er helt individuelt, om hesten overhovedet kan tåle at få græs og i så fald, hvor meget græs.

Da hesten tidligere har været forfangen, er den i forøget risiko for at blive forfangen igen, hvor græs er en væsentlig risikofaktor. Man må derfor afveje ved hver enkelt hest, om den kan tåle at få græs – dette bør, hvis muligt, tages i samråd med dyrlægen.

Alternativt til græsning kan man stille hesten gå på jordfold med adgang til hø/wrap og evt. halm/frøgræs sådan, at hesten har noget at tygge på. I rådgivningens artikelarkiv kan du læse mere omkring fodring af heste på begrænset mængder græs i artiklen ”Skal heste på græs fodres?”. Derudover kan du læse mere omkring forfangenhed i artiklen ”Forfangenhed” skrevet af dyrlæge Nanna Luthersson.