Information om eksotiske dyr

Kategorier

Nyheder

Har du tænkt klima ind i foderplanen?

Har du tænkt klima ind i foderplanen?

Skrevet af
tirsdag, december 01, 2020

Her er en række klimavenlige fif, der er lette at implementere i zoologiske haver:

  • Køb så lokalt som muligt
  • Undgå lange transporttider
  • Tænk på CO2 aftryk hver gang
  • Saml gerne jeres indkøb og køb stort ind ad gangen. Klat-indkøb og hovsa-indkøb øger samlet CO2 aftryk meget. Find gode forhandlere, der kan skaffe specialvarer fra udlandet og koordiner gerne med andre zoos så man får gode effektive fragtture for de varer der ikke kan skaffes lokalt, f.eks særlige foderpiller der ikke findes lokalt.
  • Brug overskudsfrugt og – grønt, når det er muligt
  • Anvend årstidvariation. Køb kun det frugt og grønt, der er sæson for.
  • Køb så vidt muligt lokale grøntsager for at nedbringe CO2 aftrykket.
  • Dyrk selv afgrøder til jeres browsere. Pil er f.eks en nem plante at dyrke - den vokser hurtigt og den er fin for miljøet. Så bliver det ikke mere lokalt!

 

Overskudsgrønt og restprodukter:

Den bedste kvalitet fås hvis du får fat i et af de store grønt lagre, f.eks Coops lagre, for der kan du ofte få hele paller af dejlig frugt og grønt som aldrig når ud i butikkerne. Det er svært for indkøberne at forudsige forbruget og det medfgører at de somme tider brænder inde med varer der stadig er friske, men som det ikke kan betale sig at få ud i butikkerne fordi det har kort levetid tilbage. Hvis ikke du henter det til zoo så skal virksomhederne betale for at komme af med det! Så det er en win win for alle, også miljøet, hvis du får en god aftale på plads

Fordele: Store paller med forholdsvis friske varer, god logistik, godt for miljøet

Ulemper:Man kan måske ikke bruge 10 paller appelsiner før de udløber. Der er ikke så stor variation.

Tips: Sørg for kun at tage det du kan bruge og lad være med at falde for fristelsen til at give elefanterne 6 paller clementiner omkring juletid;-)

Man kan også snakke med de lokale fødevarebutikker og grønthandlere. Bekæmp madspild kampagnen viser at mange supermarkeder er gode til at undgå udsmidning af mad men det er stadig muligt at lave en god aftale om at I får det resterende overskudsgrønt.

Fordele: ofte stor variation, somme tider dyre eksotiske frugter som papaya  mango og stjernefrugt, og fine bladrige grøntsager

Ulemper: Ofte meget kort holdbarhed, kræver ofte en masse sortering, somme tider smides tunge kartofler ovenpå dejlige frugter som så går til under vægten

Tip: Snak med personalet. Motiver dem til at hjælpe med sorteringen allerede når de tager varerne ned af hylderne. Motiver med fribilletter og særlige besøg bag kulisserne i zoo

Få aftaler med økologiske lokale landmænd om f.eks hele majsplanter efter majsen er høstet. Når selve majsen er fjernet er der en masse dejlig grøn sund plante tilbage som er et overskudsprodukt for landmanden. Nogle landmænd slipper deres kreaturer ind på markerne for at æde resten af afgrøden men de er tit gavmilde med at lade jer komme ind og høste først

Sørg at få lokale overkudsdyr til jeres rovdyr hvor det kan lade sig gøre. Jerseytyrekalve, overskudskyllinger, forsøgsdyr for eksempel rotter og kaniner, kæledyr der er sunde og raske f.eks kaniner og marsvin, heste der skal aflives mv. Alt skal selvfølgelig være sunde og raske dyr og de skal dyrlægekontrolleres. Der er særlige regler omkring dette så tjek lovgivningen.

I kan lave aftaler med de lokale fiskere om lokale fangster af fisk, både hav og sø. Somme tider kan man få fat i store mængder skidtfisk eller få fiskerne til at sponsorere overskudsfisk. Igen – kvalitetskontrol er vigtigt. Pas på i ikke bliver skraldespande eller få fisk der ikke har været på køl fra starten.