Er æbler og gulerødder bare fyld?

Er æbler og gulerødder bare fyld?

Skrevet af Mette L. Nymand, Cand. Agro.
fredag, december 01, 2017
Fodring generelt Heste

Skal man give et kort svar – så nej. Der er ingen tvivl om, at heste er vilde med gulerødder og æbler, men det er ikke kun "fyld" og store mængder, kan give utilsigtede problemer.

Friske gulerødder indeholder primært vand og bidrager derfor ikke med ret mange næringsstoffer i den samlede foderplan. Først på vinteren har gulerødder dog et højt indhold af beta-karoten (forstadie til vitamin A), hvilket er specielt velegnet til avlsdyr.

Men gulerødder indeholder faktisk også sukker – ca. 6-7 % per kg dvs. ved 2 kg gulerødder tildeles ca. 120-140 g sukker. Hvis man har en for tyk/overvægtig hest, er det derfor bedre at begrænse tildelingen af gulerødder og i stedet tildele en mindre mængde fiberrigt foder såsom lucerne eller opblødt Speedi-beet/Fibre-beet (Speedi-beet er varmebehandlede roefibre og Fibre-beet er en kombination af varmebehandlede roefibre og lucerne -begge produkter skal opblødes i vand!). En af fordelene ved at tildele opblødt, fiberrigt foder er at det bl.a. kan hjælpe til at give hesten lidt mæthedsfornemmelse. Ønsker man lidt variation eller gøre de opblødte roepiller lidt mere lækre, kan man blande det med lidt Mash Light.

Disse produkter skal dog også tildeles i begrænsede mængder, hvis hesten nemt bliver for tyk.

Heste er generelt glade for gulerødder, hvorfor man godt kan fortsætte med tildelingen bare i begrænsede mængder (omkring 0,5-1 kg gulerødder/dag afhængig af hestens størrelse og foderstand).

Hva' så med æbler?

Indholdet i æbler er også mest vand, men ligesom med gulerødder, indeholder de også sukker (ca. 10-11 % per kg æbler - dette kan dog variere meget afhængig af sorten). Æbler indeholder også flere mineraler og vitaminer herunder B-vitaminer og C-vitamin (indholdet er afhængig af sorten), som er en god ernæringsmæssig støtte til bl.a. pelsfunktion, immunforsvar m.m.. Heste er generelt selvproducerende af B- og C-vitaminer, hvis de får en god kvalitets hø/wrap i tilstrækkelige mængder, og da æbler primært indeholder vand, er det en forholdsvis begrænset mængde hesten får tilført herfra.

Den anbefalede mængde grovfoder (Hø/wrap) er 1,75-2 kg hø/wrap per 100 kg hest (gerne mere, hvis hesten ikke bliver for tyk), hvis hesten ikke får græs. Denne mængde er nødvendig for at sikre hestens behov for fordøjelige fibre og sikre en sund og velfungerende fordøjelseskanal. Hø/wrapmængden skal fordeles på min. 2-3 gange pr. dag og kan evt. blandes med lidt halm, for at øge tyggetiden. Ligesom med gulerødder skal man også begrænse adgangen af æbler til overvægtige heste. Generelt anbefales det at give 1-2 æbler/dag, hvis hesten enten ikke er vant til at få æbler eller de er meget store. Hvis hesten er vant til at få større mængder, kan man give op til 3-5 æbler om dagen – igen er dette også afhængig af størrelsen af æblerne.

Store mængder (mængden af æbler/gulerødder er afhængigt af deres størrelse og hvor meget hesten er vant til) kan øge risikoen for fordøjelsesproblemer som. Frosne gulerødder og æbler må ikke gives til heste, da den kan medføre spiserørsforstoppelse. Muggen eller rådden frugt og grøntsager må heller aldrig bruges, da de kan indeholde sundhedsskadelige stoffer. Derudover kan umodne æbler have en meget sur smag, hvor hesten enten ikke vil spise det eller muligvis vil få fordøjelsesproblemer.